Group photo of participants during the onsite visit in Amsterdam, Netherlands.

Besøg i Amsterdam, Nederlandene

Participants gathering in front of mobile vaccination units.

Indledning

Det fjerde lokale besøg i forbindelse med projektet Overcoming Obstacles to Vaccination fandt sted i Nederlandenes hovedstad Amsterdam den 20.-22. september 2023. Under besøget blev der sat fokus på mobile vaccinationsenheder, som i Nederlandene er blevet brugt med stor succes til at øge udbredelsen af covid-19-vaccinerne. I projektet, der er blevet udnævnt til bedste praksis, blev der benyttet både busser og mobile vaccinationscentre. Initiativet er målrettet mod personer i områder med relativt lav vaccinationsdeltagelse og mod specifikke målgrupper såsom personer med lav socioøkonomisk status, fængselsindsatte og analfabeter.

Den nederlandske sundhedsmyndighed, Rijksintituut voor volksgezondheid en milieu (RIVM), var vært ved mødet med 26 deltagere fra 15 EU-lande. Deltagerne repræsenterede nationale sundhedsministerier, sundhedsinstitutter og vaccinationsmyndigheder.

Målet for besøget var at:

  • formidle viden om brug af mobile vaccinationsenheder i Nederlandene og de opnåede resultater
  • fremme gensidig læring ved at give mulighed for udveksling af viden og erfaringer
  • udvikle idéer til, hvordan den samme praksis kan anvendes i vaccinationsindsatsen i andre EU-lande.

Under besøget blev RIVM, Amsterdams kommunale sundhedsmyndighed (GGD Amsterdam) og sammenslutningen af regionale sundhedsmyndigheder (GGD GHOR Nederland) tildelt et diplom for fremragende praksis af Det Europæiske Forvaltningsorgan for Sundhed og Det Digitale Område (HaDEA).

Mobile vaccinationsenheder øger udbredelsen af vaccination mod covid-19

Mål

Under den første vaccinationsindsats mod covid-19 kunne man konstatere store forskelle i vaccinationsudbredelsen i forskellige regioner og områder i Nederlandene. Nogle forskelle formodedes at skyldes tilgængelighed og vidensbarrierer i de områder og regioner, hvor vaccinationsdeltagelsen var lavest.

For at fjerne barriererne indsatte de kommunale sundhedsmyndigheder mobile vaccinationsenheder i forskellige områder i Nederlandene i den efterfølgende vaccinationsindsats mod covid-19. 

En række kommunale sundhedstjenester (ikke kun i Amsterdam) stod for at drive de vaccinationsbusser, der kørte rundt i forskellige områder og tilbød indbyggerne information om og vaccination mod covid-19. Der var ingen tidsbestilling, og vaccinationerne blev afviklet som drop in-vaccination. Med vaccinationsbusserne tilbød man første og anden vaccination mod covid-19 til alle de beboere i områderne, der ønskede en covid-19-vaccination.

Ud over at blive vaccineret blev beboerne i de pågældende områder også tilbudt sundhedsoplysning (ofte på flere sprog) og mulighed for at stille spørgsmål. Det sundhedsfaglige personale uddelte brochurer og informationsmateriale, i nogle tilfælde med hjælp fra kendte personer fra lokalområdet, satte plakater op og tilbød personlige samtaler med enkeltpersoner og grupper af borgere. Målet med aktiviteterne var at fjerne barriererne for vaccinationsdeltagelsen ved at tilbyde en tilgængelig vaccinationsservice, kulturtilpassede oplysninger og samtaler – for at skabe tillid og øge borgernes viden om vaccinationerne.

Deltagende aktører og gennemførelse

Det nederlandske sundhedsministerium (Ministerie van Volksgezondheid, Welzijn en Sport) har ansvaret for at fastlægge vaccinationsprogrammerne. Ministeriet tager udgangspunkt i rådgivning fra det nationale sundhedsråd (Gezondheidsraad), der er et uafhængigt videnskabeligt rådgivende organ på sundhedsområdet, der blandt andet udarbejder anbefalinger vedrørende tilbud om vaccination til forskellige målgrupper. Det nationale sundhedsråd består af en formand og næstformand og 100 medlemmer fra alle dele af landet og fra forskellige fagområder. Rådet arbejder inden for seks aktivitetsområder, nemlig sundhedspleje, forebyggelse, sund ernæring, miljøets sundhed, sunde arbejdsforhold samt innovation og vidensinfrastruktur.

Det nationale institut for folkesundhed og miljø (Rijksinstituut voor Volksgezondheid en Millieu, RIVM) tilrettelægger, gennemfører og overvåger vaccinationsprogrammerne på nationalt niveau i samarbejde med regionale partnere, kommunale sundhedsenheder og ikkestatslige organisationer (ngo'er).

Baseret på viden om vaccinationsudbredelse og specifik regional viden udpeger de regionale afdelinger under de kommunale sundhedstjenester de områder, hvor der er behov for en særlig indsats.

Finansiering

I Nederlandene tilbydes vaccination generelt gratis på fastlagte vaccinationssteder til de personer, der hører til målgruppen for en vaccine. Er man ikke i målgruppen, har man mulighed for selv at betale både for vaccinationen og selve vaccinen. Det kan være forældre, der ønsker vacciner mod børnesygdomme såsom skoldkopper.

De mobile vaccinationsenheder bliver finansieret af det nederlandske ministerium for sundhed, velfærd og sport. Busserne blev stillet gratis til rådighed under indsatsen. Regionerne valgte selv, hvor ofte og hvor længe de ønskede busserne til rådighed, og stod også selv for koordinering og bemanding.

Resultater

Ifølge de foreløbige resultater fra Amsterdam-regionen ser det ud til, at den gennemsnitlige daglige vaccinationsrate for første vaccinationsdosis mod covid-19 i et givet område lå 26 % højere på de dage, hvor vaccineenhederne var i området sammenlignet med dage, hvor vaccinationsbussen ikke var i området. Det indikerer, at brug af mobile vaccinationsenheder kan øge vaccinationsudbredelsen.

Succesen med programmet har ført til, at man har indsat mobile vaccinationsenheder frem til september 2023 som en del af vaccinationsprogrammet mod humant papillomavirus (HPV), der tilbydes til unge voksne (aldersgruppen 19-26 år) i Amsterdam.

Resultat af besøget

Som led i besøget blev deltagerne præsenteret for en oversigt over indsatsen til bekæmpelse af smitsomme sygdomme og vaccinationsprogrammerne i Nederlandene og fik en introduktion til det landsdækkende nederlandske vaccinationsprogram. Der blev afholdt workshops, hvor deltagerne kunne drøfte Nederlandenes sundheds- og vaccinationssystem med særligt fokus på de mobile vaccinationsenheder. 

Den første workshop havde til formål at foretage en dybdegående analyse og fremme gensidig læring gennem gruppediskussioner. Deltagerne udpegede en række hovedpunkter, der kan udledes af de nederlandske erfaringer, herunder:

  • opbygning af fælles registre på nationalt niveau
  • etablering af et nationalt vaccinationsregister for at kunne følge vaccinationsdækningen
  • samarbejde med lokalsamfundene om at anvende den rigtige tilgang i de enkelte kommunikationsindsatser
  • brug af aktiv invitation 
  • inddragelse af adfærdsforskere i projektet for at fastlægge egnede og vidensbaserede kommunikationsmetoder og derudover for at foretage en videnskabelig analyse af kommunikationen og indhente mere information om målgrupperne, og hvordan de bedst kontaktes.

Deltagerne udpegede en række styrker i projektet, herunder nem tilgængelighed for de lokale og fleksibilitet med hensyn til tid og sted, hvor vaccination kan tilbydes. Samarbejdet med fremtrædende personer fra lokalområdet sikrer en kommunikationskanal, hvor der kan opbygges tillid blandt beboerne i et område. De mobile vaccinationsenheder giver mulighed for at informere om betydningen af at blive vaccineret direkte til grupper, der er vanskelige at nå ud til. Blandt de lovende muligheder, der blev udpeget, var også brugen af busser til forskellige opgaver (dvs. andre vaccinationer) samt tilvejebringelse af et vigtigt værktøj til dataindsamling, som kan bruges som evidensbaseret beslutningsgrundlag.

En "resultatoversigt" blev anvendt som baggrund for deltagernes evaluering af mulighederne for at overføre den præsenterede praksis til deres lokale sundhedssystemer og infrastruktur. Deltagerne gennemgik de vigtigste aspekter såsom målgrupper, ressourcer, hovedaktiviteter, vigtige partnere, kommunikationskanaler, finansiel bæredygtighed og evaluering.

Hovedaspekter ved Nederlandenes mobile vaccinationsenheder, der kan tilpasses og overføres til andre EU-lande, er blandt andet:

  • udvidelse af målgrupper: målretning og tilpasning af metoden til særlige grupper såsom sårbare migranter, nomadebefolkninger, hjemløse og lavindkomstgrupper. Målrettede kampagner kan sikre grunddata for hver målgruppe til brug for beslutningstagerne
  • kommunikationskanaler og budskaber: udbygning af den eksisterende kommunikationsindsats med kanaler og/eller pakker rettet mod særlige målgrupper og partnere, f.eks. øget internetkommunikation (sociale medier) for at støtte den lokale kommunikationsindsats og informere forældre om HPV-vaccination og etablere kanaler, hvor fremtrædende lokalpersoner kan kommunikere til vigtige interessenter
  • vaccinationssteder: udvidelse af vaccinationsstederne til at omfatte erhvervsskoler og sportscentre for at nå ud til forskellige målgrupper
  • evaluering: inddragelse af lokalsamfundenes opfattelse af vaccinationsaktiviteterne for at kunne overvåge effekten af kommunikationen og sikre vigtig feedback som grundlag for at forbedre de tilbudte ydelser. 

Deltagerne så positivt på muligheden for at få nye perspektiver, især gennem besøg ude hos de mobile vaccinationsenheder. Den læring efter besøget, der oftest blev nævnt, var den tværfaglige tilgang, som kan bruges til at nå ud til forskellige grupper i samfundet, hvor der hersker skepsis, og som ikke kan nås via de traditionelle kanaler. 

Læs mere om de mobile vaccinationsenheder i Nederlandene.

Artikler om projektet: The Effect of Mobile Vaccination Units on Vaccine Uptake with COVID-19 Vaccines: A Within-Neighbourhood Analysis Using National Registration Data by Mattijs Lambooij, Joyce Pijpers, Jan van de Kassteele, Mirjam P. Fransen, Susan J.M. Hahné, Niek Hof, Flo

Publications

Relevante kilder

Relevante kilder
Relevant materiale på nationalt niveau og EU-niveau, der indgår i projektet Overcoming Obstacles to Vaccination.